Nysgerrighed ikke en grimling

Nysherrighed er også at klatre op og finde nye vinkler

Meget ofte bliver adjektivet 'nysgerrig' brugt om langsynede nabokoner, der ved præcis, hvem der har været på besøg inde hos naboen en sen aften (mens ægtefællen er væk hjemmefra. Tsk. Tsk). Det er bare lige et billede jeg her holder frem i strakt arm for at illustrere, hvordan evnen til at være nysgerrig tit bliver brugt om nogen, som stikker næsen lidt for meget ned i andres sager uden at være blevet inviteret. Men det er helt vildt ærgerligt, hvis nysgerrighed skal betragtes som en social grimling, så man skal gå og være bange for at kalde sig det. Jeg er mega nysgerrig, og jeg stikker gerne næsen langt ned i andres sager - hvis jeg får lov. Når jeg lærer om andres liv og forretning (hvis det er det, de går og arbejder på), så kan jeg bruge de nye vinkler til selv at blive meget klogere. Nysgerrighed er at interessere sig for at sætte ting sammen på nye måder, at undre sig og finde på bedre løsninger og at interessere sig for hinanden.

Når man er nysgerrig er man ikke tilfreds med bare at høre 'det går godt.' Så vil man gerne VIDE mere, fordi man engagerer sig i den anden person. Og hvis ikke vi er nysgerrige, så ville vi ikke gide kaste os ud i nye projekter, der ville ikke komme nye virksomheder med nye produkter og services, og så ville vi nok ikke spørge ind til naboens jobsituation- hende der lige har mistet sit job. For hvem ved, måske kender man nogen, der kender nogen, der kan hjælpe hende videre.

Jeg tror, mange af os er nysgerrige. Heldigvis! Danmark har brug for flere nysgerrige mennesker. Men tit er vi bange for at få det farlige mærkat klistret i panden. Kom nu ud af busken - din nysgerrighed skal hyldes! Så længe man bruger sin viden på en sober måde, så man løfter den anden frem med sin viden frem for at bruge det imod ham.

Har du (også) en lille diktator indeni?

Vi skal blive på egen banehalvdel

Jeg ser ikke mig selv som særligt magtbegærlig og kontrollerende - men jeg kan alligevel ikke helt sige mig fri for nogen gange at have tænkt, hvor praktisk det kunne være, hvis andre mennesker reagerede lige på den måde, der passede mig bedst.

Det ville være så nemt, hvis de tænkte, følte, handlede og mente lige det, der passede til mit humør. At de havde overskud, når jeg var træt. At de gjorde de ting, jeg også gerne ville have. At de lige læste mine tanker, uden at jeg behøvede forklare, hvad jeg selv har brug for. Nogen gange har jeg endda tillagt mine tanker så megen magt, at jeg har holdt mig vågen hele vejen fra Kuala Lumpur til Frankfurt for min egen og alle de andre passagerers skyld, fordi jeg havde en idé om, at jeg hjalp piloten med at holde flyet på vingerne. Selvom han helt sikkert havde gjort et fint stykke arbejde uden min indsats.

Eksemplet med flyet er lidt uskyldigt, men nu bliver det straks værre: Nogen gange har jeg fx sagt til en god ven (der måske lød lidt træt i telefonen), sådan lidt moragtigt, at: " hvis du er for træt, er det helt ok, hvis du hellere vil mødes en anden dag." Selvom personen ikke selv havde nævnt, han var træt. Det er da voldsomt interessant, hvordan man i sådan en lille hverdagssituation nemt og uelegant kan komme til at hoppe over på den andens banehalvdel.

Det gør det bare ret svært at spille et godt slag ligeværdigt 'tennis' sammen, hvis man både insisterer på at spille egen bold af sted og samtidig gerne vil løbe over og returnere den tilbage igen. Hvis man forsøger at handle på den andens tanker, uden at man ved, om han nu også tænker sådan, så overtager man hans mulighed for at tage ansvar for sig selv og sine følelser. Vi skal give kollegaer, venner og ægtefæller friheden til selv at slå til bolden. Så kan de selv bestemme, hvor hårdt de vil slå, hvor de vil placere bolden, eller om de helt lægger ketcheren.

Egentlig er det jo en kæmpe frihed, at vi ikke skal bekymre os om at ville kontrollere, hvad andre gør. Det gør det i hvert fald meget nemmere at lægge energien på egen banehalvdel. Vi må altid starte med os selv. , og det kan være godt at minde sig selv om at fyre den indre diktator.

 

Bruger du din energi effektivt?

Foto: Ditte Ernst

Jeg husker stadig Kim fra klassen over mig, der tyrede en fodbold i mit hoved i 6. klasse -  for sjov. Bliver stadig pænt arrig ved mindet. Lur mig. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der husker sådan noget som en elefant. Men hvorfor egentligt bruge energi på at lagre sådan noget, der har overskredet sidste salgsdato for længe siden? Det minder lidt om alle de el-apparater i hjemmet, der står på standby og sluger små mængder energi hele tiden - tilsammen bliver det til en stor mængde i det lange løb.

Hvis man lægger al den tid sammen, som man bruger hver uge på at surmule over noget, nogen engang gjorde eller sagde - så tænk på hvad man kunne skabe, hvis energien blev brugt meget mere konstruktivt. De færreste af os har et særligt nuanceret overblik over, hvordan vi egentligt bruger vores energi og tid.

En enkel måde at få et overblik er at lægge mærke til, hvor energien bruges på følgende 3 poster. Jeg har forsøgt at gøre det ret enkelt:

• Energi du bruger på at tænke på noget uhensigtsmæssigt fra fortiden.
• Energi du bruger på at tænke på ting, du gerne vil opnå i fremtiden
• Energi du rent faktisk bruger på at gøre de ting, der skal til for at opnå det du vil i fremtiden

Som regel bliver man overrasket. Jeg  har oplevet, at det er nemt at bruge for meget tid på at tænke på at nå målet (og føle stor travlhed alene ved tanken) i forhold til rent faktisk at gøre tingene for at nå det. Jeg skrev fx for nylig en blogpost om rigtig gerne at ville holde foredrag. For at stå på den scene skal jeg kontakte en masse mennesker og præsentere mig selv. For at præsentere mig selv, er jeg nødt til at ringe, maile eller troppe op. For at få det gjort skal jeg sætte tid af til det i min kalender. Så jeg skal hele tiden spørge: hvad skal der til for at gøre det her - så jeg kommer derhen?

 Nu har jeg faktisk fundet nogen at holde foredrag for. Så skal der findes en dato. Og så skal det forberedes, gennemtænkes og øves. Og endelig til sidst afholdes. Det er en lang spændende proces.

For nogen er det her med at forvalte sin energi lige så naturligt som at huske at trække vejret - I'm learning while doing og forsøger at gøre det til en god vane hver dag at gøre små ting for at rykke tættere på målet.

Hvor vil du lægge energien lige nu?

Vil du danse? Så dans. Og vil du alt muligt andet - GØR det.

                    Pust til din passion                        

Siden jeg for nogle år siden sad på tilskuerrækken til et fængende foredrag med flere hundrede mennesker, har jeg tænkt, at dét der, det vil jeg bare også rigtig gerne - stå foran mange mennesker og inspirere dem. Fylde dem med energi og mod på nye ideer, som de ikke kan med vente at gå hjem og gøre til deres eget. Den fyldte sal er på stykke væk. Jeg tror, man skal øve sig, før man springer ud på det dybeste vand. Men jeg er nu begyndt at gå i den retning. Jeg har aftalt at holde foredrag ude på en skole om innovation, for jeg vil rigtig gerne give unge værktøjer til at idéudvikle og bidrage til deres skole. Elevråd er spændende at få fingre i - de vil gerne en masse, og nu kan jeg tænde dem, så de får lyst til at tænke STORT.
Jeg følger passionen og puster de første frø. Og jeg elsker virkelig andres drømme - og det de tænder på. At lytte til nogen, der gerne vil opnå noget. Uanset om de tør eller ej.

Næsten hver gang jeg er til en social sammenkomst, taler jeg med mennesker, hvor jeg kan lytte mig frem til, at der er noget, de gerne vil, 'hvis bare' de turde. Eller havde tiden. Eller følte sig inspirerede. Eller hvis svigerforældrene var mere forstående.

En kvinde røbede under en fest, at hun sådan savnede at danse med sin mand. Det havde de meget gjort som nyforelskede, men nu var der blevet langt imellem tangoerne. Hun havde endda et par bedsteforældre boende i samme by, og de stod på spring for at få lov at passe guldklumperne. Men hun turde ikke bede dem om det. Man kan snakke meget om at danse, eller man kan gå ud og gøre det. Så på et tidspunkt trak jeg hende nærmest med ud på det tomme dansegulv,  og vi startede en fest. Behøver jeg sige, at der snart kommer masser af andre ud på gulvet? Hun funklede stakåndet af glæde, og senere fik hun også hevet manden med ud - they still got the moves, det var tydeligt.

Der er altid masser af forhindringer, hvis vi virkelig vil få øje på dem, men jeg synes tit, at det som andre får gjort til 'umuligt', det ligner egentlig mest kun en lille knoldet bakke, der sagtens kan bestiges. hvis man tager mange små, men sikre skridt.

Folk skal selv gå vejen. Man kan ikke bære nogen i mål. Men hvis inspirationen ikke er der, hvis man er kommet derud, hvor man føler, at man går sovende gennem tilværelsen, så begynder man nok aldrig at gå. Man skal vækkes. Udfordres. Derfor vil jeg gerne tale til folks passioner, så de mærker, at der er noget, de virkelig gerne vil. Som i virkelig gerne. Og så får øje på hvordan de kan gøre det.

   Pust til din passion - når du bare du sætter noget i gang, sår du de første små frø, der begynder at vokse. Du behøver ikke på forhånd vide præcis, hvor frøene lander. Men pust nu.

Tag en nød i tasken...

Hvis du vil TÆNKE nyt, er det godt at GØRE nyt. Små øvelser du kan lave på en helt almindelig dag:

1. Tag noget nyt og mærkeligt med i din taske - så du lige 'vågner', hver gang du dykker ned i den (jeg bar rundt på en kokosnød (til sønnike). Jeg morede mig lidt hver gang!

2. Sæt lidt tid af til at 'lege turist' med dit mobilkamera og bestem dig for et lokalt pletskud, uanset hvad der lige inspirerer dig. Pludselig ser du på det kendte med et par nye øjne.

 3. Køb ind et nyt sted, fx en asiatisk butik, hvor du ikke kan tolke alle skilte. Hvad kommer du egentlig hjem med?

God fornøjelse!

Er du afhængig af andres guldstjerner?

 

Som de fleste elsker jeg belønninger af alle typer: likes på facebook, kommentarer på instagram, eller når jeg bager en vellykket kage til klassearrangementet, som alle andre vil have opskriften på. Andres anerkendelse giver en dejlig følelse af at have plus på kontoen. Men der er et men.


Andres ros skal ikke være vores benzin
Når vi høster ros, føler vi os trygge og som en accepteret del af 'flokken': "De kan lide mig. Jeg er god som jeg er."  Problemet opstår bare, hvis vi kun synes, det er værd at gøre ting, hvis vi bliver klappet på skulderen. For hvis ros og andres guldstjerner er vores største benzin, så risikerer vi ikke at komme nogen vegne overhovedet og samtidig miste al motivation, hvis nu de andre ikke lige forstår, hvor vi er på vej hen. Det bliver for sårbart, og måske ender vi med at droppe et lovende projekt eller kyle idéen i papirkurven.

 Ikke fordi det er dårligt, men fordi chefen, veninden eller kollegaen enten ikke forstår det, ikke giver nogen brugbar feedback eller måske kan de faktisk enormt godt lide det, du laver, men har bare ikke tid eller energi til at sige noget positivt om dit arbejde. Fordi de selv har travlt med at leve og til egne - og andres - standarder.
Hvis man ikke sørger for dagligt at arbejde med at oparbejde en sund portion stædighed og modstandskraft og "jeg skal vise dem, jeg kan selv -attitude", vælter korthuset for nemt, og så lader man med stor sandsynlighed motivationen og den gode idé dø en langsom død. Det er så ærgerligt, når noget brænder ud, fordi vi ikke sørger for at blive ved med at puste til vores egne gløder.

Kan du også bedre lide guldstjerner end kritik?
Derfor er det så vigtigt, at vi lærer at gøre tingene for vores egen skyld. For i den virkelige verden kan vi sjældent forvente opbakning gennem hele vores projekt. Vi skal selv kunne bygge en stige, når vi møder muren i stedet for at vente på, at andre skal løfte os over. På din vej vil der altid være huller og blinde vinkler, som andre sikkert vil kommentere på. Og uha, hvor kan de fleste af os bedre lide guldstjerner end kritik. Ærgerligt, for andres kritiske input er ofte meget mere brugbart end udelukket at få ros. Det peger fremad - så vi kan forbedre os. Ros får os i værste fald til at stå stille - og vente på mere ros.

Gør dig umage for din egen skyld - ikke andres
Vi kan i det daglige øve os i at gøre ting, fordi vi selv har vildt meget lyst til at gøre det - og ikke fordi andre skal rose os og klappe i deres hænder. Jeg skal fx heller ikke stoppe med at poste blogindlæg, hvis nogen indlæg bliver læst mindre end andre. Jeg skal også kunne vaske tøj og lave madpakker til ungerne, uden at min mand skal rose mig til skyerne. Og omvendt.
Man skal gøre ting for deres egen skyld - fordi vi ønsker at bidrage med vores energi og ideer - ikke fordi vi forventer, andre synes vi er fantastiske.
Nyd at bygge det flotte legehus til ungerne, skriv din rapport til chefen, lav god mad til vennerne, men gør dig altid primært  umage for din egen tilfredsheds skyld. Du ved selv, når du har præsteret noget ekstra godt. Også selvom andre ikke klæber en stjerne i din bog.

Podcast om at gøre (eller IKKE gøre) det, man virkelig gerne vil

Listen to Dittes natradio - om at gøre (eller IKKE gøre) det vi faktisk virkelig gerne vil. by Ditte Ernst #np on #SoundCloud http://soundcloud.com/ditte-ernst/dittes-natradio-om-at-g-re

Lader du som om?

Lader du lidt for ofte som om, du synes, noget er interessant - selvom du faktisk couldn't care less? Men fordi du er forelsket i tanken om at være sådan en, der interesserer sig for et område, selvom du faktisk ikke gider beskæftige dig med hjernens udvikling fra spæd til voksen. Eller solsystemet. Eller om den økonomiske udvikling i Europa lige nu. Men af en eller anden grund bliver du ved med at læse de 'rigtige' bøger og tidsskrifter (det du tænker, andre synes er det rigtige), selvom det mest af alt føles som en plage og en ventetid, indtil du kan gøre det, du virkelig elsker at beskæftige dig med.

Det er spild af energi, når vi falder i hvad-vi-tror-de-andre-vil-høre-fælden, og hvis vi ender med at bruge det meste af vores tid på noget, der dybest set ikke interesserer os, bare fordi vi er bange for at tale om det, der virkelig tænder os. Det som vi kunne tale om i timevis, hvis vi bare gav os selv lov at folde os ud. Ja, nemlig. Du skal give dig selv lov. Det er ikke de andres opgave. Så vi skal selv sørge for at skabe rum for at være OS. Andre har alligevel for travlt med at skabe rum til at være DEM.

  Hvis du ikke er ærlig omkring dine passioner, kommer der heller aldrig nogensinde en god ven med en stak bøger om de emner, du elsker allermest - så kommer de snarere med en stak lægetidsskrifter om hjerneforskning (YEY! hvis det er det, du tænder på - ellers en nitte!). Så vær ærlig. Det bliver det hele så meget mere interessant af.
En vigtig pointe: der er forskel på at kæmpe med noget, man virkelig gerne vil - og at kæmpe med noget, du egentlig ikke kan se formålet med, fordi emnet ikke fænger dig. Og man skal selvfølgelig ikke lade sig skræmme af lidt modgang - fx læste jeg Wuthering Hights, som er en ret lille tynd sag, egentlig, på engelsk - det tog næsten et år, fordi den var så følelsesmæssig hård at komme igennem. Jeg læste den. Smed den ned bag sengen. Tog den frem og støvede den lidt af. Læste lidt mere og smed den væk igen. Sådan fortsatte det. Det var et had/kærlighedsforhold, der rasede i mig under læsningen. Lidt på samme måde som forholdet mellem de to hovedpersoner er så intenst.
Men bagefter - var jeg taknemmelig for at have holdt den ud til den bitre ende. Den bog sidder stadig dybt i mig i dag.  Fordi den virkelig er et mesterværk. Og fordi jeg kæmpede med den så længe. Så ting behøver bestemt ikke være nemme.

Det er godt at være dedikeret. Men det er nødt til at være noget, vi ikke kan lade være med at gøre. Ellers kan det være det samme.
Hvis der er noget, du bare ikke kan lade være med at gøre - så glem da for God's sake, hvad andre tænker om din passion - lad dem om at finde deres egen. Jo mere vi gløder for det, vi gør, jo mere energi og motivation får vi til at bane os vej frem ad vores egen rigtige vej.

Pluk din helt egen dag - stykke for stykke

 

 

 

 

 

Hver eneste dag kan vi forme, så vi fylder en masse gode ting ind i den, der gør os glade. Jeg tror ikke på, at vi altid bliver gladere af at stræbe efter mere - større- bedre. Men når vi kan nyde det vi har lige nu, så er vi på rette spor. Så kan vi fylde mere på efter behov. Og så er der også en større sandsynlighed for, at vi også vil nyde det nyde det,  der kommer ind i vores liv. Jeg elsker sommeren, men nyder samtidig, at vi går efteråret i møde. Det betyder varm te en masse, lune strikketrøjer og ild i pejsen - hvis jeg da opdriver sådan en!

Der er altid noget at være glad for, selvom det på dage med for lidt søvn, for meget arbejde, for lidt tid til venner føles sådan. Hvis du ikke allerede har lært at sætte pris på naturen, vil jeg opfodre dig til at give det en ny chance.

Naturen er det bedste sted at øve sig i bare at være uden at føle, du absolut skal præstere noget. Det skyldes sikkert, at naturen ikke er interesseret i at konkurrere med dig. Du behøver ikke vise noget frem - du er bare en gæst. Du kan bare være der.  Naturen sørger for pynten (smukke farver og dufte), musikken (fuglesang) - og måske endda lidt lækre søde brombær, hvis nu du tager af sted om efteråret.

Hvis du, mod forventning, keder dig bravt derude, så prøv at opsøg naturen på forskellige tidspunkter på dagen. Skoven er fx meget anderledes en tidlig morgen - eller en sen aften. Når det regner eller blæser. Find ud af, hvornår på dagen du synes, du elsker at være der. Tit gør vi ting på de samme tidspunkter hver dag. Men vi kommer til at kede os bravt på et eller andet tidspunkt. Derfor er det så sundt - og sjovt - at gøre ting på nogle anderledes tidspunkter. Det giver næsten altid anledning til at tingene an fra nye vinkler. Og nye vinkler giver nye ideer og indtryk.

God fornøjelse med at gå derud og nyde naturen - uanset om du bare tager en halv time afsted eller tager telt og rygsæk med.

Hvad gør du af dine idéer?

Bliver du også grebet af en enorm rastløshed nogle gange? Fordi du ikke ved, hvor du skal starte? Så du begynder på en masse uden at have en klar retning. Du tager dig ikke tid til at vælge en ting, og følelserne trækker dig rundt i manegen.

Hov, det der var spændende! Så går du derhen - og hov - så er der noget derovre -  det der vil jeg også!
Så har du det nok som jeg. Ideerne popper op den ene efter den anden, og det kan næsten ikke være i gryden til sidst. Men hvordan får man så afsat en fuld skål med ideer? De fleste mennesker vil jo gerne have ting, der er færdige og klar til brug. Er der overhovedet nogen værdi i at være god til at få ideer? Og er virksomhederne derude klar til at lytte? Og endnu bedre: er de klar til at poppe ideer sammen?
Hvad sker der mon, når man sender ideer til virksomheder, de faktisk ikke har bedt om? Hvad siger de? Tager de imod? Åbner de armene? Takker de nej? Bliver de fornærmede? Lad eksperimentet begynde. Jeg skriver tilbage om resultatet - forsøget skal strække sig over et par måneder, så der kan måles på antallet af sendte mails og virksomhedernes respons og mine resultater.

Surprise other people. Sometimes you get what you don't expect.

Vil du arbejde i flow? Ryd op.

Når du roder, stagnerer energien. Og ja, jeg er selv tilhænger af kreativt rod. At man i processen river sider ud af bøger og skriver med masser af farver og poster billeder op for at holde trit med den kreative proces. Men så er kunsten at pakke det hele sammen. Så der igen bliver ro og overblik. Er det ikke interessant, at de fleste af os roder meget mere, når vi er pressede og bare skal overleve?

Din krop siger nej tak til rod
Fysisk rod er ganske ufarligt. Det spænder højst ben for dig, når du skal tage høje knæløftninger for at skræve over bunkerne på kontoret eller derhjemme. Der hvor det for alvor bliver problematisk er, når rodets rodet-hed og forstyrrende energi får lov at fylde rummet op. Det trykker os og får os til at spænde i kroppen på samme måde, som når man har hovedpine og derfor kommer til at spænde endnu mere op i skuldrene. Man kan næsten mærke, hvordan kroppen har lyst til at dreje om på hælen, hvis vi kommer ind i et rum, hvor der ligger bunker af vasketøj og store kurve med ting og sager stablet ovenpå skabene og under sengen.

Og når du spænder op, er du mindre tilbøjelig til at tænke nyt og være i et sundt og inspirerende flow. Rod sætter kroppen i en slags alarmberedskab: flygt, her er ikke rart at være! Måske er der virkelig nogen, der kan vende ryggen til rodet og bare arbejde derudaf på trods. Men det er de færreste, der virkelig nyder at yde deres allerbedste i den slags opgivelser.

2 minutters reglen
Jeg er bestemt ikke mester i oprydning. Derfor øver jeg mig i små ting. At gøre tingene nu i stedet for at lade dem ligge til den dag, hvor jeg skal bruge dem og så ikke kan hitte dem igen.
Derfor: hvis noget kan gøres på 2 minutter, så gør det nu og nyd, at der er ro i hjernen til andre og nye ting.

Jeg kan virkelig varmt anbefale Karen Kingstons fantastiske bog Ryd op i dit liv  - den får de fleste til at begynde at rydde op og organisere allerede den første dag, de læser den. Anbefaling hermed givet videre.

Mange gode hilsner
Ditte

Drømmen om at vandre helt derud

Nogen gange føles Danmark rasende utryg. Med terror, galsindede politikerfejder, en masse snak om et klima, der løber løbsk. Og mange andre ting. Sådan er det bare. Nogle gange kunne man godt ønske sig problemstillinger, der var mere konkrete at forholde sig til. Faren for at møde en bjørn i Alaska. Eller at vandforsyningerne på ruten måske kunne slippe op. At man får hård hud overalt og opløste tæer af at vandre så mange kilometer hver dag. Og nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg taler om. Jeg har vandret en del gange i Danmark og en enkelt gang i Norge - men det har aldrig været sådan for alvor helt derud -  into the wild. I ødemarken. Hvor man ikke skal gå hen og brække et ben. Og hvor man er helt alene.

Lige nu er jeg faktisk ved at læse Cheryl Straydens Wild - baseret på forfatterens egen lange vandretur langs Stillahavsruten - og jeg har så meget lyst til at prøve kræfter med noget, der virkelig er en fysisk udfordring. Og hvor det godt kan gå hen og blive lidt farligt at være ude i elementernes rasen.
Hvor målet i sig selv er: at gå. At flytte den ene fod foran den anden dag efter dag i flere måneder. Med oppakning på. Det kræver meget mod at forestille sig at pakke rygsækken og bare tage af sted. Men det er en drøm, der vil kræve meget planlægning. Og måske nogle børn der er så store, at de langt hen ad vejen kan klare sig selv. Hvis nu der kommer en bjørn på tværs.

At sætte klare mål!

                                          Foto: Ditte Ernst


Write it down... Og hæng det op på køleskabet.

Det er utroligt svært for mig at sætte mål. At holde fast i dem i medvind og modvind. Og nogle gange går året bare så hurtigt, at jeg næsten når at tænke, at jeg da slet ikke kan nå noget. Det er noget pjat. Året går bare, fordi der ikke er sat klare mål, så det er bestemt kun ris til egen mås. Det skal ændres!

For jeg ved inderst godt, at når jeg virkelig VIRKELIG sætter mig noget for, er alt muligt. Så kunsten er egentlig bare at få sat nogle klart definerede mål. Hvor svært kan det være?! Nu gør jeg det bare. Der skal ske noget i 2015.

Planen er at lægge mine mål ud her i det åbne, og så kan jeg bruge bloggen til at holde mig selv til ilden.

Inden 1. januar 2016 vil jeg:


Words Alive
- Ideudvikle og konceptudvikle sammen med minimum 5 virksomheder
- Tage ud og tage billeder og fotografere nogen, der lever på en meget anden måde. Enten kulturelt eller sådan på deres måde at tilrettelægge deres liv på.
- Få lavet et hjemmelydstudie


Sundhed
- Løbe to gange hver uge. Også i regnvejr.
- Spise masser af grøntsager
- Kunne hæve mig selv op i armene i redskaberne nede i skoven
- Deltage i et løb og gennemføre det i god stil.

Kreativt/ og nødvendig investering
-Købe kamera/låne godt kamera og tage virkelig gode billeder
-Fortsætte med at poste fine billeder på Instagram.

Sulten efter skønhed

Jeg er altid lækkersulten efter skønhed. Det smukke i en kop. Lyset der glitrer i et hårstrå. Langsomheden hænger for mig sammen med evnen til at få øje på det æstetiske i de små og store ting i dagligdagen..

Jeg kan blive fuldstændig glubsk og grådig, når det gælder om at stikke næsen ned i smukke billedbøger, snuse mig frem til de bedste roser og knase den sprødeste og mest farverige salat. Kan man arbejde med at lære andre om at sætte pris på skønhed? At lære dem at se det smukke i det, der er lige for næsen af dem? Det ville betyde noget at dele blik med andre. Især fordi skønhed i de små ting kan løfte vores oplevelse af et rum -. både ude og inde. Når vi får ryddet op i vores gamle skrammel og kun beholder det skrammel, vi af den ene eller anden grund elsker - så sker der noget spændende i rummet. Noget nyt kan komme til. Nye tanker og ideer. Der bliver ligesom højere til loftet. Så ånder vi friere. Og føler os lettere.

Jeg er absolut ikke født med et oprydningsgen, så jeg er nødt til at lære mig selv det. Det er svært. Ligesom andre synes det er svært at være kreativ på kommando. Jeg ville gerne være en af dem, der altid ved, hvor de lægger nøglen, telefonen, børnenes gummistøvler og den slags. Til gengæld er jeg født med et blik for skønhed. Til dels arvet af min mor, der altid har lavet spændende eksperimenter med farver og former. Og et hjem med smukke genstande. Og et kranie på vores tv. Vores hjem var ret eksotisk, tror jeg.  Så i dag er jeg helt utrolig god til at være langsom i verden. Og til at nyde det, som andre måske ikke synes er noget særligt. En bananskræl er ret smuk. Tjek mit billede ud underneden. Og se om du er enig :)

Kan man tænke sig til ting?

Jeg har oplevet flere gange, at jeg har troet på noget så brændende, at jeg næsten har kunnet mærke det, inden jeg stod med det i hånden. Det er en fornemmelse af, at noget lander helt rigtigt. På samme måde som hvis du skal til at slå i rundbold og så kan fornemme meget fokuseret, allerede inden bolden er givet op - at du slår langt. Hvordan kan man det? Det er svært at forklare. Det er en måde at se et kort sekund ind i fremtiden så intensivt, at man kan forme den og være med til at skabe fremtiden - fra nu'et.

Jeg har flere gange i mit liv hørt en stemme i telefonen eller læst en mail og tænkt, at dén person måtte jeg møde. Og ofte dukker der muligheder op, som jeg har sået i min hjerne for flere år siden, men som pludselig lader sig realisere. Fordi tiden er moden. Timingen er rigtig.

Faktisk er det også muligt at tænke sig til en ny cykel. Faktisk to. Jeg har lige vundet to cykler, og jeg var så sikker på, at jeg ville vinde, at jeg gik rundt og sagde det til folk. Hang billedet op på køleskabet og forestillede mig hver eneste dag, hvor fedt det ville blive at suse af sted til stranden i sommerferien på en spinnende ny cykel - sammen med en veninde, der også ville køre på sin nye cykel. Nu har jeg lige fået besked om, at jeg har vundet. Jeg er glad - mest fordi det vidner om, at tanker er meget skarpe, når de fokuserer. Er der ikke bare en naturlig forklaring på det her, så det ikke lyder hippi-sødt? Hvis nogen har en, vil jeg gerne høre den. Uanset hvad har jeg cykler. Dyrk din glæde ved tingene - det giver dig masser af skaberkraft, så du kan begynde at bygge verden, så den passer til dig, så du gør det, der gør dig glad, så du gør andre glade, så de gør andre glade, som.....
Fantastisk, ikke?

Tør du sige, hvem du er?

I en hel del år gik jeg rundt og tænkte, at det var sådan lidt dødfarligt at sige, hvad jeg virkeligt gerne ville. Og hvad jeg drømte om. Så jeg justerede lidt på mine egne ord, så jeg var helt sikker på, at det lød tilpas. Ikke for stort og ikke for småt. Problemet er bare, at det er med til at skabe en meget middelmådig oplevelse og et lidt brunt og kedeligt perspektiv på tilværelsen. For det gør det sværere for andre virkelig at kende mig og vide, hvad jeg drømmer om. Sådan for alvor. Ind til knoglerne.

Mange har sikkert tænkt tanken om, hvad de egentlig skal kalde sig selv. Hvad er man? Hvem er man? Hvis man kan give sig selv lige den titel, man vil, så er er der altså mange muligheder åbne. Og man vil jo ikke skrive noget, der lyder for stort og pompøst. Og heller ikke noget, der lyder uinteressant. Så skriver man tit noget meget jævnt kedeligt, som ikke for alvor inspirerer hverken en selv - eller andre.

Hvis du snart er klar til at være modig, så er det et godt sted at starte det her med at se på, hvad du kalder dig selv. Og det er altså uanset, hvilket job du har, om du er ansat eller selvstændig. Du bestemmer helt selv, hvad du er - og hvordan du vil gå ud i verden og fortælle andre om det. Jeg har tænkt pænt længe over det her. Og jeg er kommet frem til, at jeg nu er ret ligeglad med, hvad andre tænker om min titel. Det handler mere om, hvem jeg er, end hvad jeg gør. De to ting smelter på en eller anden vis meget pænt sammen. Eneste krav er, at jeg selv skal føle mig lyst op med masser af energi og glæde, når jeg siger det - at jeg er ærlig -  for det kan andre mennesker mærke. Og så er det lige meget, hvad jeg kalder mig. Når du møder nye mennesker, er det afgørende, om de er spændende at tale med. Om de nyder, det de gør og hviler i sig selv. Det er vigtigt at finde ud af, hvem man selv gerne vil vise verden, man er. Så man træder tydeligere frem, og så brikkerne kan begynde at lande rigtigt i det store puslespil - og så du kan møde de mennesker og skabe de muligheder, du har brug for. Så du får skabt en helhed mellem dig og det du gør. En synergi der giver overskud og begejstring.

Kært barn bange navne...
Først kaldte jeg mig tekstforfatter. Så kaldte jeg mig kreativ konsulent. Og nu har jeg fundet ud af, at det jeg for alvor gør det er at inspirere andre´. Så for mig er ordet "inspirator" et nøgleord, som andre kan forstå, fordi de kan mærke, at der er overensstemmelse mellem det ord og så min personlighed. Det gør dem trygge, at jeg kan sige, hvem jeg er, og hvad jeg brænder for at gøre. Og man får nogle mere indholdsrige samtaler, fordi jeg tør sige noget, som måske lyder lidt langhåret og fluffy, men som jeg står helt inde for.

Find dine nøgleord
Jeg er sikker på, du kan finde frem til dine nøgleord. Hvis det er svært at tænke dem frem - så kan du skrive dig vej til dem. Tag et stykke papir og begynd at skrive alle de egenskaber ned om dig selv, du sætter pris på. Skriv løs! Måske er du god til at lytte, kreativ, struktureret, god til at analysere - skriv hvad der falder dig ind.

Bagefter kan du forsøge at skrive dig ind på, hvad du elsker at gøre:
Måske at skrive, rådgive andre, fordybe dig, lede andre, udvikle nyt - igen, alt hvad der falder dig ind.

På et tidspunkt får du samlet så megen viden, at du kan begynde at se på, hvilke mønstre der ligesom går igen. Og hvilken rød tråd der løber i de ord, du grifler ned.

God opdagelsesrejse til at blive den, du er.

Det handler om at turde gribe ud - netværk.

Der gælder lidt de samme spilleregler, når vi taler om venner og netværk. Du vil gerne hænge ud med dem, der lytter til dig og kommer med ideer, du ikke havde fået uden dem. Så får dig til at føle dig godt tilpas og afslappet.

Det handler omsat bygge broer til mennesker - og mellem mennesker. Jeg kender en kvinde i København, og jeg holder altid øje med, om der dukker noget op, hvor hun måske kunne være en brik i et vigtigt puslespil. Jeg kan ikke lade være med det. Jeg synes, det giver mig et kick at bygge større og større puslespil med flere og flere mennesker. Alle har en brik. Også dig. Afsted - Go and build something wonderful.