fredag den 9. oktober 2015

Nysgerrighed ikke en grimling





Nysherrighed er også at klatre op og finde nye vinkler
Meget ofte bliver adjektivet 'nysgerrig' brugt om langsynede nabokoner, der ved præcis, hvem der har været på besøg inde hos naboen en sen aften (mens ægtefællen er væk hjemmefra. Tsk. Tsk). Det er bare lige et billede jeg her holder frem i strakt arm for at illustrere, hvordan evnen til at være nysgerrig tit bliver brugt om nogen, som stikker næsen lidt for meget ned i andres sager uden at være blevet inviteret. Men det er helt vildt ærgerligt, hvis nysgerrighed skal betragtes som en social grimling, så man skal gå og være bange for at kalde sig det. Jeg er mega nysgerrig, og jeg stikker gerne næsen langt ned i andres sager - hvis jeg får lov. Når jeg lærer om andres liv og forretning (hvis det er det, de går og arbejder på), så kan jeg bruge de nye vinkler til selv at blive meget klogere. Nysgerrighed er at interessere sig for at sætte ting sammen på nye måder, at undre sig og finde på bedre løsninger og at interessere sig for hinanden.

Når man er nysgerrig er man ikke tilfreds med bare at høre 'det går godt.' Så vil man gerne VIDE mere, fordi man engagerer sig i den anden person. Og hvis ikke vi er nysgerrige, så ville vi ikke gide kaste os ud i nye projekter, der ville ikke komme nye virksomheder med nye produkter og services, og så ville vi nok ikke spørge ind til naboens jobsituation- hende der lige har mistet sit job. For hvem ved, måske kender man nogen, der kender nogen, der kan hjælpe hende videre.

Jeg tror, mange af os er nysgerrige. Heldigvis! Danmark har brug for flere nysgerrige mennesker. Men tit er vi bange for at få det farlige mærkat klistret i panden. Kom nu ud af busken - din nysgerrighed skal hyldes! Så længe man bruger sin viden på en sober måde, så man løfter den anden frem med sin viden frem for at bruge det imod ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar