Jeg kan blive fuldstændig glubsk og grådig, når det gælder om at stikke næsen ned i smukke billedbøger, snuse mig frem til de bedste roser og knase den sprødeste og mest farverige salat. Kan man arbejde med at lære andre om at sætte pris på skønhed? At lære dem at se det smukke i det, der er lige for næsen af dem? Det ville betyde noget at dele blik med andre. Især fordi skønhed i de små ting kan løfte vores oplevelse af et rum -. både ude og inde. Når vi får ryddet op i vores gamle skrammel og kun beholder det skrammel, vi af den ene eller anden grund elsker - så sker der noget spændende i rummet. Noget nyt kan komme til. Nye tanker og ideer. Der bliver ligesom højere til loftet. Så ånder vi friere. Og føler os lettere.
Jeg er absolut ikke født med et oprydningsgen, så jeg er nødt til at lære mig selv det. Det er svært. Ligesom andre synes det er svært at være kreativ på kommando. Jeg ville gerne være en af dem, der altid ved, hvor de lægger nøglen, telefonen, børnenes gummistøvler og den slags. Til gengæld er jeg født med et blik for skønhed. Til dels arvet af min mor, der altid har lavet spændende eksperimenter med farver og former. Og et hjem med smukke genstande. Og et kranie på vores tv. Vores hjem var ret eksotisk, tror jeg. Så i dag er jeg helt utrolig god til at være langsom i verden. Og til at nyde det, som andre måske ikke synes er noget særligt. En bananskræl er ret smuk. Tjek mit billede ud underneden. Og se om du er enig :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar