Er du afhængig af andres guldstjerner?

 

Som de fleste elsker jeg belønninger af alle typer: likes på facebook, kommentarer på instagram, eller når jeg bager en vellykket kage til klassearrangementet, som alle andre vil have opskriften på. Andres anerkendelse giver en dejlig følelse af at have plus på kontoen. Men der er et men.


Andres ros skal ikke være vores benzin
Når vi høster ros, føler vi os trygge og som en accepteret del af 'flokken': "De kan lide mig. Jeg er god som jeg er."  Problemet opstår bare, hvis vi kun synes, det er værd at gøre ting, hvis vi bliver klappet på skulderen. For hvis ros og andres guldstjerner er vores største benzin, så risikerer vi ikke at komme nogen vegne overhovedet og samtidig miste al motivation, hvis nu de andre ikke lige forstår, hvor vi er på vej hen. Det bliver for sårbart, og måske ender vi med at droppe et lovende projekt eller kyle idéen i papirkurven.

 Ikke fordi det er dårligt, men fordi chefen, veninden eller kollegaen enten ikke forstår det, ikke giver nogen brugbar feedback eller måske kan de faktisk enormt godt lide det, du laver, men har bare ikke tid eller energi til at sige noget positivt om dit arbejde. Fordi de selv har travlt med at leve og til egne - og andres - standarder.
Hvis man ikke sørger for dagligt at arbejde med at oparbejde en sund portion stædighed og modstandskraft og "jeg skal vise dem, jeg kan selv -attitude", vælter korthuset for nemt, og så lader man med stor sandsynlighed motivationen og den gode idé dø en langsom død. Det er så ærgerligt, når noget brænder ud, fordi vi ikke sørger for at blive ved med at puste til vores egne gløder.

Kan du også bedre lide guldstjerner end kritik?
Derfor er det så vigtigt, at vi lærer at gøre tingene for vores egen skyld. For i den virkelige verden kan vi sjældent forvente opbakning gennem hele vores projekt. Vi skal selv kunne bygge en stige, når vi møder muren i stedet for at vente på, at andre skal løfte os over. På din vej vil der altid være huller og blinde vinkler, som andre sikkert vil kommentere på. Og uha, hvor kan de fleste af os bedre lide guldstjerner end kritik. Ærgerligt, for andres kritiske input er ofte meget mere brugbart end udelukket at få ros. Det peger fremad - så vi kan forbedre os. Ros får os i værste fald til at stå stille - og vente på mere ros.

Gør dig umage for din egen skyld - ikke andres
Vi kan i det daglige øve os i at gøre ting, fordi vi selv har vildt meget lyst til at gøre det - og ikke fordi andre skal rose os og klappe i deres hænder. Jeg skal fx heller ikke stoppe med at poste blogindlæg, hvis nogen indlæg bliver læst mindre end andre. Jeg skal også kunne vaske tøj og lave madpakker til ungerne, uden at min mand skal rose mig til skyerne. Og omvendt.
Man skal gøre ting for deres egen skyld - fordi vi ønsker at bidrage med vores energi og ideer - ikke fordi vi forventer, andre synes vi er fantastiske.
Nyd at bygge det flotte legehus til ungerne, skriv din rapport til chefen, lav god mad til vennerne, men gør dig altid primært  umage for din egen tilfredsheds skyld. Du ved selv, når du har præsteret noget ekstra godt. Også selvom andre ikke klæber en stjerne i din bog.