onsdag den 26. august 2015

Vil du arbejde i flow? Ryd op.


Når du roder, stagnerer energien. Og ja, jeg er selv tilhænger af kreativt rod. At man i processen river sider ud af bøger og skriver med masser af farver og poster billeder op for at holde trit med den kreative proces. Men så er kunsten at pakke det hele sammen. Så der igen bliver ro og overblik. Er det ikke interessant, at de fleste af os roder meget mere, når vi er pressede og bare skal overleve?

Din krop siger nej tak til rod
Fysisk rod er ganske ufarligt. Det spænder højst ben for dig, når du skal tage høje knæløftninger for at skræve over bunkerne på kontoret eller derhjemme. Der hvor det for alvor bliver problematisk er, når rodets rodet-hed og forstyrrende energi får lov at fylde rummet op. Det trykker os og får os til at spænde i kroppen på samme måde, som når man har hovedpine og derfor kommer til at spænde endnu mere op i skuldrene. Man kan næsten mærke, hvordan kroppen har lyst til at dreje om på hælen, hvis vi kommer ind i et rum, hvor der ligger bunker af vasketøj og store kurve med ting og sager stablet ovenpå skabene og under sengen.

Og når du spænder op, er du mindre tilbøjelig til at tænke nyt og være i et sundt og inspirerende flow. Rod sætter kroppen i en slags alarmberedskab: flygt, her er ikke rart at være! Måske er der virkelig nogen, der kan vende ryggen til rodet og bare arbejde derudaf på trods. Men det er de færreste, der virkelig nyder at yde deres allerbedste i den slags opgivelser.

2 minutters reglen
Jeg er bestemt ikke mester i oprydning. Derfor øver jeg mig i små ting. At gøre tingene nu i stedet for at lade dem ligge til den dag, hvor jeg skal bruge dem og så ikke kan hitte dem igen.
Derfor: hvis noget kan gøres på 2 minutter, så gør det nu og nyd, at der er ro i hjernen til andre og nye ting.

Jeg kan virkelig varmt anbefale Karen Kingstons fantastiske bog Ryd op i dit liv  - den får de fleste til at begynde at rydde op og organisere allerede den første dag, de læser den. Anbefaling hermed givet videre.

Mange gode hilsner
Ditte




Ingen kommentarer:

Send en kommentar