onsdag den 3. juni 2015

Kan man tænke sig til ting?

Jeg har oplevet flere gange, at jeg har troet på noget så brændende, at jeg næsten har kunnet mærke det, inden jeg stod med det i hånden. Det er en fornemmelse af, at noget lander helt rigtigt. På samme måde som hvis du skal til at slå i rundbold og så kan fornemme meget fokuseret, allerede inden bolden er givet op - at du slår langt. Hvordan kan man det? Det er svært at forklare. Det er en måde at se et kort sekund ind i fremtiden så intensivt, at man kan forme den og være med til at skabe fremtiden - fra nu'et.

Jeg har flere gange i mit liv hørt en stemme i telefonen eller læst en mail og tænkt, at dén person måtte jeg møde. Og ofte dukker der muligheder op, som jeg har sået i min hjerne for flere år siden, men som pludselig lader sig realisere. Fordi tiden er moden. Timingen er rigtig.

Faktisk er det også muligt at tænke sig til en ny cykel. Faktisk to. Jeg har lige vundet to cykler, og jeg var så sikker på, at jeg ville vinde, at jeg gik rundt og sagde det til folk. Hang billedet op på køleskabet og forestillede mig hver eneste dag, hvor fedt det ville blive at suse af sted til stranden i sommerferien på en spinnende ny cykel - sammen med en veninde, der også ville køre på sin nye cykel. Nu har jeg lige fået besked om, at jeg har vundet. Jeg er glad - mest fordi det vidner om, at tanker er meget skarpe, når de fokuserer. Er der ikke bare en naturlig forklaring på det her, så det ikke lyder hippi-sødt? Hvis nogen har en, vil jeg gerne høre den. Uanset hvad har jeg cykler. Dyrk din glæde ved tingene - det giver dig masser af skaberkraft, så du kan begynde at bygge verden, så den passer til dig, så du gør det, der gør dig glad, så du gør andre glade, så de gør andre glade, som.....
Fantastisk, ikke?