Lader du som om?

Lader du lidt for ofte som om, du synes, noget er interessant - selvom du faktisk couldn't care less? Men fordi du er forelsket i tanken om at være sådan en, der interesserer sig for et område, selvom du faktisk ikke gider beskæftige dig med hjernens udvikling fra spæd til voksen. Eller solsystemet. Eller om den økonomiske udvikling i Europa lige nu. Men af en eller anden grund bliver du ved med at læse de 'rigtige' bøger og tidsskrifter (det du tænker, andre synes er det rigtige), selvom det mest af alt føles som en plage og en ventetid, indtil du kan gøre det, du virkelig elsker at beskæftige dig med.

Det er spild af energi, når vi falder i hvad-vi-tror-de-andre-vil-høre-fælden, og hvis vi ender med at bruge det meste af vores tid på noget, der dybest set ikke interesserer os, bare fordi vi er bange for at tale om det, der virkelig tænder os. Det som vi kunne tale om i timevis, hvis vi bare gav os selv lov at folde os ud. Ja, nemlig. Du skal give dig selv lov. Det er ikke de andres opgave. Så vi skal selv sørge for at skabe rum for at være OS. Andre har alligevel for travlt med at skabe rum til at være DEM.

  Hvis du ikke er ærlig omkring dine passioner, kommer der heller aldrig nogensinde en god ven med en stak bøger om de emner, du elsker allermest - så kommer de snarere med en stak lægetidsskrifter om hjerneforskning (YEY! hvis det er det, du tænder på - ellers en nitte!). Så vær ærlig. Det bliver det hele så meget mere interessant af.
En vigtig pointe: der er forskel på at kæmpe med noget, man virkelig gerne vil - og at kæmpe med noget, du egentlig ikke kan se formålet med, fordi emnet ikke fænger dig. Og man skal selvfølgelig ikke lade sig skræmme af lidt modgang - fx læste jeg Wuthering Hights, som er en ret lille tynd sag, egentlig, på engelsk - det tog næsten et år, fordi den var så følelsesmæssig hård at komme igennem. Jeg læste den. Smed den ned bag sengen. Tog den frem og støvede den lidt af. Læste lidt mere og smed den væk igen. Sådan fortsatte det. Det var et had/kærlighedsforhold, der rasede i mig under læsningen. Lidt på samme måde som forholdet mellem de to hovedpersoner er så intenst.
Men bagefter - var jeg taknemmelig for at have holdt den ud til den bitre ende. Den bog sidder stadig dybt i mig i dag.  Fordi den virkelig er et mesterværk. Og fordi jeg kæmpede med den så længe. Så ting behøver bestemt ikke være nemme.

Det er godt at være dedikeret. Men det er nødt til at være noget, vi ikke kan lade være med at gøre. Ellers kan det være det samme.
Hvis der er noget, du bare ikke kan lade være med at gøre - så glem da for God's sake, hvad andre tænker om din passion - lad dem om at finde deres egen. Jo mere vi gløder for det, vi gør, jo mere energi og motivation får vi til at bane os vej frem ad vores egen rigtige vej.