Nogen gange føles Danmark rasende utryg. Med terror, galsindede politikerfejder, en masse snak om et klima, der løber løbsk. Og mange andre ting. Sådan er det bare. Nogle gange kunne man godt ønske sig problemstillinger, der var mere konkrete at forholde sig til. Faren for at møde en bjørn i Alaska. Eller at vandforsyningerne på ruten måske kunne slippe op. At man får hård hud overalt og opløste tæer af at vandre så mange kilometer hver dag. Og nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg taler om. Jeg har vandret en del gange i Danmark og en enkelt gang i Norge - men det har aldrig været sådan for alvor helt derud - into the wild. I ødemarken. Hvor man ikke skal gå hen og brække et ben. Og hvor man er helt alene.
Lige nu er jeg faktisk ved at læse Cheryl Straydens Wild - baseret på forfatterens egen lange vandretur langs Stillahavsruten - og jeg har så meget lyst til at prøve kræfter med noget, der virkelig er en fysisk udfordring. Og hvor det godt kan gå hen og blive lidt farligt at være ude i elementernes rasen.
Hvor målet i sig selv er: at gå. At flytte den ene fod foran den anden dag efter dag i flere måneder. Med oppakning på. Det kræver meget mod at forestille sig at pakke rygsækken og bare tage af sted. Men det er en drøm, der vil kræve meget planlægning. Og måske nogle børn der er så store, at de langt hen ad vejen kan klare sig selv. Hvis nu der kommer en bjørn på tværs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar