Hvad gør du af dine idéer?

Bliver du også grebet af en enorm rastløshed nogle gange? Fordi du ikke ved, hvor du skal starte? Så du begynder på en masse uden at have en klar retning. Du tager dig ikke tid til at vælge en ting, og følelserne trækker dig rundt i manegen.

Hov, det der var spændende! Så går du derhen - og hov - så er der noget derovre -  det der vil jeg også!
Så har du det nok som jeg. Ideerne popper op den ene efter den anden, og det kan næsten ikke være i gryden til sidst. Men hvordan får man så afsat en fuld skål med ideer? De fleste mennesker vil jo gerne have ting, der er færdige og klar til brug. Er der overhovedet nogen værdi i at være god til at få ideer? Og er virksomhederne derude klar til at lytte? Og endnu bedre: er de klar til at poppe ideer sammen?
Hvad sker der mon, når man sender ideer til virksomheder, de faktisk ikke har bedt om? Hvad siger de? Tager de imod? Åbner de armene? Takker de nej? Bliver de fornærmede? Lad eksperimentet begynde. Jeg skriver tilbage om resultatet - forsøget skal strække sig over et par måneder, så der kan måles på antallet af sendte mails og virksomhedernes respons og mine resultater.

Surprise other people. Sometimes you get what you don't expect.

Vil du arbejde i flow? Ryd op.

Når du roder, stagnerer energien. Og ja, jeg er selv tilhænger af kreativt rod. At man i processen river sider ud af bøger og skriver med masser af farver og poster billeder op for at holde trit med den kreative proces. Men så er kunsten at pakke det hele sammen. Så der igen bliver ro og overblik. Er det ikke interessant, at de fleste af os roder meget mere, når vi er pressede og bare skal overleve?

Din krop siger nej tak til rod
Fysisk rod er ganske ufarligt. Det spænder højst ben for dig, når du skal tage høje knæløftninger for at skræve over bunkerne på kontoret eller derhjemme. Der hvor det for alvor bliver problematisk er, når rodets rodet-hed og forstyrrende energi får lov at fylde rummet op. Det trykker os og får os til at spænde i kroppen på samme måde, som når man har hovedpine og derfor kommer til at spænde endnu mere op i skuldrene. Man kan næsten mærke, hvordan kroppen har lyst til at dreje om på hælen, hvis vi kommer ind i et rum, hvor der ligger bunker af vasketøj og store kurve med ting og sager stablet ovenpå skabene og under sengen.

Og når du spænder op, er du mindre tilbøjelig til at tænke nyt og være i et sundt og inspirerende flow. Rod sætter kroppen i en slags alarmberedskab: flygt, her er ikke rart at være! Måske er der virkelig nogen, der kan vende ryggen til rodet og bare arbejde derudaf på trods. Men det er de færreste, der virkelig nyder at yde deres allerbedste i den slags opgivelser.

2 minutters reglen
Jeg er bestemt ikke mester i oprydning. Derfor øver jeg mig i små ting. At gøre tingene nu i stedet for at lade dem ligge til den dag, hvor jeg skal bruge dem og så ikke kan hitte dem igen.
Derfor: hvis noget kan gøres på 2 minutter, så gør det nu og nyd, at der er ro i hjernen til andre og nye ting.

Jeg kan virkelig varmt anbefale Karen Kingstons fantastiske bog Ryd op i dit liv  - den får de fleste til at begynde at rydde op og organisere allerede den første dag, de læser den. Anbefaling hermed givet videre.

Mange gode hilsner
Ditte

Drømmen om at vandre helt derud

Nogen gange føles Danmark rasende utryg. Med terror, galsindede politikerfejder, en masse snak om et klima, der løber løbsk. Og mange andre ting. Sådan er det bare. Nogle gange kunne man godt ønske sig problemstillinger, der var mere konkrete at forholde sig til. Faren for at møde en bjørn i Alaska. Eller at vandforsyningerne på ruten måske kunne slippe op. At man får hård hud overalt og opløste tæer af at vandre så mange kilometer hver dag. Og nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg taler om. Jeg har vandret en del gange i Danmark og en enkelt gang i Norge - men det har aldrig været sådan for alvor helt derud -  into the wild. I ødemarken. Hvor man ikke skal gå hen og brække et ben. Og hvor man er helt alene.

Lige nu er jeg faktisk ved at læse Cheryl Straydens Wild - baseret på forfatterens egen lange vandretur langs Stillahavsruten - og jeg har så meget lyst til at prøve kræfter med noget, der virkelig er en fysisk udfordring. Og hvor det godt kan gå hen og blive lidt farligt at være ude i elementernes rasen.
Hvor målet i sig selv er: at gå. At flytte den ene fod foran den anden dag efter dag i flere måneder. Med oppakning på. Det kræver meget mod at forestille sig at pakke rygsækken og bare tage af sted. Men det er en drøm, der vil kræve meget planlægning. Og måske nogle børn der er så store, at de langt hen ad vejen kan klare sig selv. Hvis nu der kommer en bjørn på tværs.