Jeg har altid gjort tingene anderledes. De fleste unge synes ret godt om at bo hjemme og nyde godt af nyvasket rent tøj i skabet og mors hjemmelavede mad. Jeg flyttede hjemmefra på kollegie som 17-årig i 1.g for være tæt på mit gymnasium. Var træt af at sidde i en bus en time hver vej - hver dag. Og fordi jeg var begejstret for selv at skulle lave mad og tage ansvar. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Og meget lærerigt. Ham der solgte mig vaskepoletter i kælderen, viceværten med de mærkelige øjne, skød senere sin kone i et jalousidrab. Tragisk. Gyser stadig når jeg tænker på, hvor rar han var mod mig. Selvom øjnene var lidt mærkelige bundløse.
De fleste finder deres bedre halvdel, når de har prøvet en masse af sidst i 20'erne. Jeg spottede manden med de blå øjne og rockstjerneattitude i kantinekøen, da jeg ville købe en kop kaffe inden fransktimen. Han skrev digte og turde vise mig dem og introducerede mig for Pink Floyd. Det var blåstemplingen. Hvem kunne stå for det? Snød jeg mig selv for en masse frøer. Ja. Det gjorde jeg. Men hvem gider kysse frøer, når man har fundet rock-prinsen? Det er 16 år siden nu. Han har stadig blå øjne og stadig altid festens midtpunkt.Var bogstaveligt ved at dø af savn da jeg var på udveksling hos katolsk lægefamilie i Essen i Tyskland i 2.g. Tænkte en del på ham med de blå øjne, når vi var til messe hver søndag. Lægeparret, der hver morgen i bedste mening serverede fed næringsrig sødmælk for mig hver eneste dag i 5 uger - var ret chokerede over, at mine forældre lod mig bo med en ung fyr. Chokerede var vist en underdrivelse. Men de var jo også katolske, og vi drak kaffe med den nye præst i kirken. Flot ung fyr. Tænkte mest på at han jo aldrig ville forelske sig i en kvinde. Nix. Sikke en skam. Tornefuglene om igen.
Når det seje slæng fra det tyske Goethe gymnasie inviterede os med til fest, måtte vi ikke komme med. Der var jo drenge. De skulle bare vide, hvor mange unge i Danmark, der slipper afsted med de vildeste drukture i gymnasiet og kommer sikkert ud på den anden side igen. Ondt i hovedet ja, men ikke ondt i livet, trods alt.
De fleste får børn, når de har uddannelse, økonomisk sikkerhed og måske endda et hus med plads. Jeg gik på 3. semester og var 22. Søren var 23. Vi boede på 40 m2 ved siden af en festglad nabo. Afsted til en større lejlighed, heldigvis. Igen lidt ude af sync med resten af vores venner. De er først nu ved at få børn. Vi har en teenager i huset om 2 år.
De fleste gør uddannelsen færdig, før de får flere børn. Det passede bare ikke ind i vores plan. Vi ville have en Hans. Ikke en super timing i forhold til at værekommet ind på tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen uden at have en vuggestueplads. Men det gik. Men familie og venners hjælp.
Der er så mange rigtige måder at gøre tingene på. Find det der virker for dig. Der er næsten altid størst gevinst ved at gøre det, der føles rigtigt nu. Og nej, vi kan ikke altid tænke 5 år frem, selvom næsten alle stiller det spørgsmål. Gør det vigtige nu - så lander du helt rigtigt - også om 5 år. Hav tillid til det. Jeg har gjort alt det, man råder mange unge til ikke at gøre. Men i dag vil mange rose mig for at tænke på at få børn, mens jeg var så ung - at jeg har meget tid med dem fremover. Og tid til at gøre noget ved karrieren. I dag tænker jeg, at det at flytte hjemmefra så tidligt har givet en masse "jeg ka selv" attitude. En tro på at jeg kan klare mig alle steder. Med alle typer mennesker.
Alle drømmer om at gøre det rigtige for dem. Få tør? Hvorfor?
Følg din egen vej - både personligt og professionelt. Andre kan ikke se det, du ser. Derfor kan du kun bruge andres erfaringer et stykke hen ad vejen. Heldigvis. Det giver albuerum og sørger for, at vi ikke alle drømmer om det samme.
God fornøjelse med at gøre tingene your way.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar