søndag den 2. november 2014

Det kan man da bare ikke! Says who?

Når jeg fortæller om ting, jeg gør af lyst, så bliver jeg faktisk både glad og overrasket, når nogen siger: "Hvordan turde du?". Jeg skal med det samme understrege, at jeg aldrig gør noget, der for alvor er farligt. (Måske dumdristigt, men det er vist længe siden. Tilbage i sommerferien hvor jeg og et par veninder gik gennem en mørk tunnel i det indre Norge, fordi vi desværre kom udenfor turistsæsonen. Der var MØRKT i den tunnel, og much could have happend in there...)  Men tilbage på sporet - jeg gør nok ret meget af det, som andre har lyst til, men som de enten ikke gør, fordi de synes, det er for fjollet - eller fordi andre ville synes, det ville være alt for tåbeligt.

Jeg vil gerne dele et par oplevelser, så kan du selv vurdere, om det er gakket eller genialt. Eller måske midt imellem. Jeg syntes, det var både  sjovt og lærerigt. Og pointen er, at der ikke behøver være en helt klar pointe med at gøre det. Hvis jeg fornemmer, at den her ide bliver ved og ved med at poppe op. Så er det lidt som et myggestik, man ikke kan lade være med at klø i. Så skal ideen på et tidspunkt realiseres. Uanset hvad resultatet bliver.

Jeg vil gerne prøve at vise, hvordan det at gøre noget, kan føre utroligt meget godt med sig. Det handler om at begynde at gå, så skal du nok komme fremad. Selvom du ikke altid ved præcis, hvor du  vil lande. Men du ved bare, at der er noget, der kalder lokkende på dig - og det gør dig så fuld af forventnigsfulde og baskende sommerfugle i maven, når du tænker på det.


  • Sidste år begyndte jeg at interessere mig meget for iværksætteri. Jeg dukkede op til kvindenetværket Ladies First og mødte den dygtige Alexander Balshøj. Yes! Her var en, der inspirerede masser af kvinder med de mange gode oplæg, der blev afholdt. Husker et mindblowing foredrag med Ruth Foster Crone, der fortalte, hvordan hun solgte sine ideer til Hummel (!), da hun stod som grøn og nyuddannet. Hun talte, som om hun havde utallige års erfaring - og det virkede. Hun fik åbnet de rigtige døre med sin ukuelighed. Det var så inspirerende at høste af hendes energi.

  • Omkring sidste år fik jeg den geniale ide at afholde et arrangement for unge iværksættere. Jeg fandt frem til, at Jonathan Løw fra Listen Louder var the man i Århus, så ham skulle det være. Jeg havde bare ikke lige tænkt igennem, at der var vild med dans finale samme aften - en fredag. Og at mange studerende alligevel hellere vil hænge i fredagsbaren end at sidde til foredrag sent fredag aften, What was I thinking? Man lærer af sådan noget, for alvor

  • Fordi jeg afholdt det her foredrag blev jeg kontaktet af Steen Olsen og Thomas Hansen fra StartupZoo. De ville gerne starte kontorfælleskab op i Århus. Derfor rykkede jeg ind i StartupZoo, fordi det var muligt her at blive en del af et iværksætterfælleskab med god holdånd. Jeg sagde til de to, at Alexandra Balshøj fra Ladies First ville være vigtig at tage fat i. Alexandra hjalp dem med at lave en super god video, de kunne lægge på nettet for at få spredt det gode budskab om den nye "zoo".
.
  • Her mødte jeg så mange dejlige folk - blandt andet Stina, en dygtig grafiker. Vi lavede lidt sammen - og på et tidspunkt siger jeg, at jeg har brug for feedback på noget omkring speak. Så var det ret heldigt, at Stinas bror har et prof lydstudie og ved en masse om netop det, jeg havde brug for. Så jeg cyklede derhen og fik gode input - og han bad mig aflægge en speak-prøve. Den blev ret god. Og de sidste mange måneder har jeg jævnligt siddet og speaket radioreklamer,det er sjovt og lærerigt. Jacob fra Aros Lydstudie gav mig ideer til at arbejde mere målrettet med stemmen. Man lærer ret meget om sin egen lyd, når man sidder i et lille rum og lytter til sig selv igen og igen for at få det bedste resultat. 


  • Jeg begyndte for nyligt at sende pitches per lydfil. Til alle. Også til borgmesteren. Det kan man da ikke? Hvorfor? Skulle en borgmester ikke være mindst ligeså fornøjet over at slippe for at læse en lang mail som dig? Mit pitch skaffede mig et fint møde med to af hans kollegaer. Lydfiler virker godt. Det skaber nærhed frem for blot en tekst. Og det sparer tid ikke at skulle skrive hele tiden. Det åbner desuden nogle døre at gøre noget, folk ikke forventer. Og fordi næsten alle gør det samme, fordi de tror, det er den rigtige måde, så er det enormt effektivt at spille udenfor boldbanen, fordi det vækker opsigt at gøre noget så radikalt anderledes at sende en mail per lyd! Prøv det af - hvad har man at miste? Jeg vil faktisk selv hellere have et pitch per lydfil end skrift. 

Jeg skal nok spare dig for at gå endnu længere ned i denne lille demonstration af, at der begynder at ske de rigtige ting, når man bare gør det, der føles helt rigtigt. Og drop tanken om at kunne forklare logisk HVORFOR, du gerne vil det her, der bare trækker lokkende og insisterende afsted med dig. Det er ikke så vigtigt hvorfor, hvis mavefornemmelsen er god, og du genererer mere og mere god energi ved at gøre det, der giver mening for dig. 

Måske det er overflødigt at sige det, men: overvej lige, hvorfor du ikke er gået i gang med det projekt, der bliver ved med at presse sig på. Det du ved, bare mærkes SÅ godt! Hvem er det lige, der står og hvisker dig i øret, at det aldrig går godt, at det bliver en stor fiasko. Tro mig, du vil opleve fiasko. Jeg har selv lavet noget, der var en temmelig stor fiasko for et par år siden. Min ide om at spinde guld på at afholde babyrytmik i det lokale beboerhus blev aldrig en succes, de sidste par gange sad vi med kun  to mødre og 2 glade tandløse babyer og spillede harmonika og sang. Vi tjente nærmest intet. På det tidspunkt havde jeg været klar til at betale folk for at komme! Men i dag er det en super god historie. I hvert fald sjov for mig selv. Kan ikke fortælle den uden at grine!  Og sådanne historier samler jeg altså OGSÅ på!

Så næste gang du mærker helt tydeligt, at noget eller nogen trækker i dig, og du bare kan mærke i hver en fiber at det her føles helt rigtigt - og du alligevel overvejer at lade være, fordi du hører en stemme sige: det der, det kan du da ikke," - så find din indre rebel frem og svar: Says who?!?








Ingen kommentarer:

Send en kommentar