Storcentre.

Jeg elsker og hader storcentre. Var der i dag med min mindste søn. Gik med ham ind og kiggede på legetøj og spil til hans play station. Vi kørte ned og kiggede på fiskene også, i det store akvarium. Det var mageløst. Farverigt. Som at dykke ved Thailands kyst - bare helt uden fare for hajangreb. En rar tanke. Bittesmå søstjerner kun lidt større end et stort snefnug klæbede sig til glassets inderside.

Jeg elsker at se på mennesker og tænke på, hvilke historier de bærer rundt på. Som manden der bar en fyldt kaffekop koncentreret og højtideligt med små forsigtige skridt hen til et bord for ikke at skvulpe. Jeg så aldrig, om han kom hele vejen derhen med den kaffe, men bevægelsen i sig selv var dragende. Folk der ser ud til at have flere problemer end de fleste sidder i cafeteriet der, hvor en fransk hot dog kun koster en 10'er. Det er et rum, der er åbent for alle, og hvor man ikke behøver være nogen eller noget for at få lov til at være i fred. Det er et sted blottet for begæret efter prestige og anerkendelse på insta, så på mange måder er trygt og meget demokratisk at være der, fordi ingen forventer, du skal agere på en særlig måde. Det var bare det, en tanke om storcentre.